Søren Gyldendal Prisen 2023 går til Harald Voetmann, Michael Falch og Sabine Lemire/Rasmus Bregnhøi
Dato: 12. april 2023


Onsdag 12. april 2023 modtager Harald Voetmann, Michael Falch og Sabine Lemire/Rasmus Bregnhøi en Søren Gyldendal-pris for deres særlige bidrag inden for dansk litteratur. De tre priser er hver på 100.000 kr.

Juryerne motiverer deres valg bl.a. således:

Modtager af Søren Gyldendal Skønlitteraturprisen: Forfatter Harald Voetmann

”Med et allerede vidtforgrenet værk af romaner, noveller, digte, pasticher, kapricer, ægyptiske dødsritualer og egensindige oversættelser af latinske forfattere er Harald Voetmann en af de mest originale og banebrydende forfattere i sin generation: på en gang uhyre lærd, ubegribeligt velskrivende, grotesk og grotesk sjov, sjofel og med kulsort melankoli viser han os menneskets latterlighed, udsathed og enhver civilisations uigennemtrængelige mørke”.

Modtager af Søren Gyldendal Nonfiktionsprisen: Sangskriver, musiker og forfatter Michael Falch

”Michael Falch har gennem sine i alt seks dag- og erindringsbøger skrevet ærligt og fordomsfrit om sit livs udfordringer: skilsmisse, ensomhed, ædru livsstil, rodløshed, tvivl og søgen, men også om sin store glæde ved fodbold, rockmusik og litteratur, om venskaber, kærlighed og sin altid tilstedeværende tro. I et stærkt personligt og medrivende sprog sætter Michael Falch sig selv på spil i hver eneste sætning og rammer gennem sine beskrivelser, kloge refleksioner og eksistentielle lidenskab en stor læserskare”.

Modtager af Søren Gyldendal Børnebogsprisen: Forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi

”Forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi modtager Søren Gyldendal Børnebogsprisen 2023 for deres succesfulde tegneserie om pigen Mira. Sammen skildrer de den svære, men spændende overgang fra barn til ung med stor psykologisk indsigt, kærlighed og humor. Lemire og Bregnhøi har begge skabt en lang række børnebøger. Deres serie om Mira har modtaget børnenes egen bogpris, Orlaprisen, og er desuden nået ud over Danmarks grænser, da den er solgt til indtil videre 14 lande. Et mesterligt samarbejde, hvor tegninger og tekst på forbilledlig vis smelter sammen til et forrygende hele”.

Søren Gyldendal Prisen blev første gang uddelt i 1958. Søren Gyldendal (1742-1802) grundlagde forlaget i 1770.



Tilmeld nyhedsbrev

E-mail